Vinaora Nivo SliderVinaora Nivo SliderVinaora Nivo SliderVinaora Nivo SliderVinaora Nivo SliderVinaora Nivo SliderVinaora Nivo SliderVinaora Nivo SliderVinaora Nivo SliderVinaora Nivo SliderVinaora Nivo SliderVinaora Nivo SliderVinaora Nivo Slider

DM 2013 tredie flyvning

Tredje flyvning fredag aften

Man skal lære af sine fejl.

Efter den skuffende flyvning torsdag aften har pilot og hold brugt en del tid på at analysere og evaluere den dårlige flyvning torsdag aften. Hvad var det, der gik galt og hvorfor, hvilke informationer havde vi, og hvorfor besluttede vi, som vi gjorde. På baggrund af evalueringen har vi justeret nogle ting, så vi ikke begår samme fejl igen, og inden aftenens flyvning var det en klar målsætning, at vi skulle ud og vise, at vi var bedre end det. Forventningen var, at der ville komme en flyvning med 3 tasks, og målet var minimum 2.500 point af 3.000 mulige (det er meget J).

Til briefing lå der fire markere og et tasksheet med 4 tasks, 2 Judge Declared Goals, efterfulgt af 2 Pilot Declared Goals, som skal angives inden take off. Ved den efterfølgende briefing på det fælles startsted syd for Silkeborg, blev det ene Judge Declared Goal slettet og kl. 18.55 fik vi starttilladelse.

Vi kunne se, at der nærmede sig en stor skyformation, og vidste af bitter erfaring fra tidligere stævner, at det kunne betyde meget ustabile vinde og dermed meget svære forhold. Vi valgte derfor at starte meget tidligt og kom af sted som den første ballon i feltet. Det viste sig at være den helt rigtige beslutning, for balloner, som startede få minutter efter os, og resten af feltet kunne slet ikke få den rigtige vind til målene. Vi kom ind på 71 meter på første mål, og godt 29 meter på andet mål, og det sidste mål, som vi selv havde valgt ramte vi med 7,3 meter.

Bag os kunne vi se, at de andre havde meget svært ved at komme ind på målene, og til debriefing fik vi uformelt information om, at vi har vundet de første to tasks, og med 7.3 meter på den sidste er det muligt, at vi vinder alle 3 tasks, og scorer 3.000 point.

Vi venter spændt på resultaterne i morgen - også for at se hvor meget vi rykker frem i feltet igen.

 

DM2013 - anden flyvning

Anden flyvning torsdag aften

Torsdag morgen drillede vejret igen så flyvningen blev aflyst. Torsdag aften lykkedes det at få gennemført stævnets anden flyvning, men ikke uden lidt vejrdrilleri igen. Ved briefing var der udskrevet 3 task, en Judge Declared Goal, en Hezitation Waltz med 2 mål med ca. 200 meters afstand, og til sidst en Fly-On. Vinden var meget skiftende, så vi blev sendt ud på startstedet med besked på at der ville være ny briefing kl. 19.00. På startstedet blev vinden målt flere gange og skiftede hele tiden, så stævneledelsen brugte en del tid på at overveje de satte task, men endelig kl. 19.30 fik vi beskeden om at vi ville få starttilladelse ca. 5 min senere. På grund af de meget skiftende vindretninger, og da vi samtidig havde nogle vindmålinger som viste at vi havde den rigtige vind i højden og da høje vinde ofte er mere stabile valgte vi at stige hurtigt for at få en god indflyvning. Det viste sig desværre at være den forkerte strategi på dagens flyvning. De vinde vi havde målt var der ikke længere, og vi ramte ca. 570 meter ved siden af målet. Næste opgave gik bedre men desværre stadig ikke godt, vi gik igen højt for at få den vind som ville føre os ind til målet, men igen havde vinden ændret sig lidt, så vi ikke kunne komme helt ind. Da man skulle skrive koordinatet på det sidste mål på markeren, var det vigtigt at den blev kastet så vi var sikre på at den kunne findes igen,  og efter et kraftigt synk kunne vi droppe vores marker på ca. 115 meter. Derefter skulle vi frem til det sidste mål, men igen havde vinde ændret sig i løbet af få minutter, så vi ikke kunne komme hen til målet, så på den sidste mål er vores resultat ca. 320 meter. Selvom mange andre piloter havde svært ved denne flyvning, og en del ikke når at komme frem til deres sidste mål inden tiden udløber, så er resultaterne sikkert alle i den forkerte del af feltet. Flyvningen fredag morgen blev desværre aflyst, men vi håber at kunne forbedre resultatet fredag aften.

 

DM2013

DM 2013 er i gang.

De danske mesterskaber 2013 er startet med første planlagte flyvning i dag den 7. august og slutter med præmieoverrækkelse på søndag den 11. august. Mesterskaberne afholdes i det helt fantastisk naturskønne Silkeborg område, og stævnecenter er på Dayz Søhøjlandet Feriecenter – bedre rammer kan vi ikke få.

Vi har forberedt os med de hollandske og belgiske mesterskaber i maj, og med Lorraine Mondial Air Balloon, som vi kom hjem fra søndag aften. Så vi føler os velforberedte til kampen om det danske mesterskab.

Ved generalbriefingen tirsdag aften fik vi besked på, at første briefing ville blive afholdt på et fælles startsted kl. 06.00 onsdag morgen – lidt senere fik vi besked om at briefingen var udsat til kl. 07.00. Det undrede både os og flere andre piloter, for vejrudsigterne så rimelige ud – der var i hvert fald en god chance for, at flyvningen kunne gennemføres.

Vi var fremme på startstedet kl. 06.30, og foretog vores vindmålinger – allerede i lav højde ved 500 fod var der god fart på vinden, men ved jorden var der stille, så det var muligt at sætte ballonen op. Briefingen startede kl. 07.00 og trak ud, da der skulle uddeles en masse papirer og markere – målene drillede stævneledelsen, så der skulle findes nye mål. Der var udskrevet 4 tasks, men efterhånden som tiden gik, blev først én task og senere en task mere aflyst, og først kl. 07.50 var briefing slut, med besked om at vi ville få starttilladelse kl. 08.00. Der var en del forvirring omkring starttilladelsen, da stævneledelsen ikke havde fået signalflagene med ud. Men kort efter vi havde fået ok til start, blev det sorte flag sat op – flyvningen var aflyst.

Ærgerligt når alle var klar, og især fordi det måske havde været muligt at gennemføre den første flyvning, hvis vi havde været klar kl. 06.00 som oprindeligt planlagt. 

 

DM 2013 - første flyvning

Onsdag aften var der overskyet, men heldigvis lå skyerne så højt, at det var muligt at gennemføre den første flyvning. Der var udskrevet 2 tasks, en Fly-in hvor vi selv skal finde startsted, og en Judge Declared Goal. Målet for Fly-in var lige ved siden af toppen af Himmelbjerget. På vej ned til det startsted vi havde valgt på baggrund af de vindoplysninger, vi havde fået ved briefing, valgte vi selv at foretage en vindmåling. Det var godt, for det viste sig, at vinden havde drejet sig så meget, at det ville være helt umuligt at nå ind til målet fra det startsted, vi havde valgt. Vi fik hurtigt vendt bilen og kørte til et område nord for Himmelbjerget, hvor vi på vores pc valgte et startsted. Da vi kom frem, var der allerede en del andre balloner, som var i gang med at sætte op, men vi fandt en plads og fik meget hurtigt gjort ballonen klar og kom af sted.

Turen var smuk henover søen op mod Himmelbjerget og indflyvningen var perfekt, så vi kunne droppe vores marker på 27 meter. Næste mål var ikke muligt at komme ind til med de lave vinde, men vi arbejdede hårdt på at komme så tæt på som muligt, og det lykkedes også her at få en fin placering, selvom vi var mere end 2 km fra målet.

Efter den første flyvning ligger vi samlet på en 2. plads ved DM og samlet på 3.pladsen i DM Open, hvor de svenske piloter også tælles med.

Samlet en rigtig god start.

 

Fredag

FREDAG

Flyvningen fredag morgen blev aflyst grundet for meget vind, og ved briefing fredag aften fik vi den kedelige besked at aftenens flyvning også var aflyst. Der ville komme et voldsomt stormvejr ind over Lorraine området fra kl.22:00 og det ville blæse med op til 100 km/t,  med vindstød på 120 km/t. Der var blevet meldt orange alarmberedskab og man måtte simpelthen ikke flyve i området på grund af de voldsomme vinde. Teamet tog til Nancy i stedet for og så et smukt lysshow på Place Stanislas - en rigtig god afslutning på stævnet!

Det har været en kæmpe oplevelse at deltage på verdens største ballonstævne og alle har syntes, at det var fantastisk at se så mange balloner samlet på ét sted. Teamet er enige om, at det kunne være rigtig sjovt at deltage igen. Selvom, at det ikke har været et konkurrencepræget stævne, har teamet fået banket nogle rutiner ind og vi er godt klar til DM som starter på tirsdag.

 

Leveret af NH Handel for Blue Ocean Balloon Team. Alle rettigheder forbeholdes.