Vinaora Nivo SliderVinaora Nivo SliderVinaora Nivo SliderVinaora Nivo SliderVinaora Nivo SliderVinaora Nivo SliderVinaora Nivo SliderVinaora Nivo SliderVinaora Nivo SliderVinaora Nivo SliderVinaora Nivo SliderVinaora Nivo SliderVinaora Nivo Slider

Samlet nr. 13 og Rookie of the year

7. og sidste flyvning blev aflyst kl. 04.15 via sms, så stævnet er slut med 3 flyvninger og 9 task. Vores resultater på den sidste flyvning gør, at vi rykker 2 pladser frem og slutter på en samlet 13. plads. Samtidig betyder det, at vi har overtaget førstepladsen som ’Rookie of the year’, der er en sidekonkurrence mellem de piloter, som har deltaget i konkurrenceflyvning i mindre end 5 år.

Selvom vi naturligvis havde håbet på bedre vejr og flere flyvninger, så er det et rigtig godt stævne at deltage i. Arrangørerne gør meget ud af, at det også skal være hyggeligt, og som sidste år har alle piloter boet på et feriecenter. Det giver mulighed for, at piloter og crew kan snakke mellem flyvningerne, og tilbyder samtidig en masse aktiviteter, som kan bruges, hvis flyvningerne bliver aflyst. Mange af piloterne har deres familier med, og man føler sig meget velkommen som udenlandsk pilot.

6. flyvning lørdag aften – det gik sgu’ meget godt

20 minutter før briefing regnede det, men da vi gik til briefing, var det solskin men med skyer, der byggede op i horisonten. Der lå ingen markere eller andet klar på bordene, som der plejer, så vi ventede uden for briefingteltet sammen med alle de andre. Mens vi ventede, kom officials med markere og tasksheets, som blev omdelt på bordene, og vi blev kaldt ind til briefing. Der var udskrevet 3 task, en Pilot Declared Goal (PDG), en Hesitation Waltz med 3 mål (HWZ) og en Angle (ANG).

Da vi kom ud fra briefingteltet, regnede det – sjældent et godt tegn J

Men vi ventede på startstedet, og helt som lovet klarede det op og vinden lagde sig, så vi fik gjort ballonen klar i en fart. Da vi fik grønt flag, startede vi som én af de første kl. 20.02 for at være sikre på, at vi kunne nå at gennemføre vores strategi for at nå alle 3 task inden solnedgang kl. 21.15.

Vi kunne selv vælge rækkefølgen på de tre task, og vores strategi var først at flyve HWZ. Vi havde en perfekt indflyvning til målet, og kom lige hen over målet i 10 meters højde, så resten var op til Kim’s evner til at kaste markeren – men der skal nok trænes lidt endnu, for selv om vi var helt inde over målet, så der kunne droppes med et forsigtigt underhåndskast, landede markeren ikke på midten af krydset, men på ca. 6 meter. Vi valgte derefter at flyve vores PDG. Det ville samtidig give tid til, at vinden kunne dreje endnu mere mod venstre til vores ANG, som meteorologen havde lovet. Efter at have prøvet vindene lidt af mellem 100 og 1500 fod, satte vi et mål og fløj efter det – vi fløj ind til det med et resultat på ca. 15 meter. Videre til planlægningen af sidste task, som var en ANG med en set direction på 30 grader – dvs. vi skal forsøge at flyve med den størst mulige afvigelse i forhold til 30 grader. Feltet var delt i to grupper, den ene som satsede på de høje vinde med højredrej, og den anden som satsede på venstredrej ved jorden. Vi valgte at gå lavt, og startede tasken kort før en lille skov, fordi den ’ru overflade’ fra træerne kan give en smule ekstra venstredrej – og det viste sig denne gang at være helt rigtigt. Over skoven, som var det meste af flyvningen, fik vi mellem 10 og 15 grader ekstra venstredrej. Så selv om det er svært at bedømme, tror vi, at vi har klaret os godt også på denne task. Så samlet set synes vi, at det sgu´ gik meget godt på 6. flyvning.

 

 

3. flyvning aflyst – tid til evaluering

3. flyvning aflyst – tid til evaluering

Flyvningen fredag morgen blev aflyst via sms kl. 03.30, så vi kunne i stedet sove længe og brugte dagen på evaluering og på at prøve nogle af de mange faciliteter på feriecenteret, hvor vi bor. Området er helt fantastisk, med badesø, surfersø, kunstig skøjtebane, kunstig skiløjpe, en kæmpe go-high klatrepark, indendørs og udendørs svimmingpools og meget mere.

Anna udfordrede sig selv og Mikel på go-high klatrebanen. Banen er meget sikker og man er spændt fast med to specielle karabiner, hvor det kun er muligt at løsne en ad gangen. Efter grundig instruktion blev de sluppet løs på banen. Anna var sej og kom begynder-banen og første niveau rundt – og tog derefter en tur mere på begynderbanen – men baglæns hele vejen J

Vi har også brugt tid på evaluering. Rent flyveteknisk og strategisk kan vi være med helt i toppen her ved stævnet, men vi skal være meget skarpere på vores forberedelser. Det meste af problemerne på anden flyvning skyldes vores egen dårlige forberedelse. Hvis vi havde brugt tiden inden start på at sikre tilladelse til at starte, havde vi i ro og mag kunnet finde et andet sted. Og dermed kunnet klargøre i det sædvanlige rolige tempo, så vi husker det hele. Inden vi starter et stævne, skal alt materiel gås igennem, så vi er sikre på, at der f.eks. er benzin på blæseren og så skal vi indøve alle de forskellige roller hver gang, så alle ved, hvad de skal.

 

4. Flyvning – lige ved og næsten

4. Flyvning – lige ved og næsten

Fredag aften var vejret blevet en smule bedre, og selv om det småregnede lidt da vi gik til briefing, kunne vi se lysere himmel i horisonten. Ved briefing var der udskrevet to task. En Maximum distance, og en Hezitation Waltz. Der var stadig vindstød som var lidt for kraftige, men meteorologen forklarede at vinden ville lægge sig i løbet af den næste halve time så vi kunne starte, men advarede samtidig om at der ville være risiko for vindstød igen år vi skulle lande. Vi blev sendt ud på startpladsen, med besked om at være klar til grønt flag. Efter at have gjort ballonen ventede vi på grønt flag, Der var fortsat kraftige vindstød, og desværre begyndte skyerne at trække sig sammen igen og til sidst fik vi desværre sort flag. Der var ikke længere tid til at vinden kunne nå at lægge sig så flyvningen var aflyst.

5. Flyvning lørdag morgen blev desværre også aflyst via sms kl. 03:30

 

2. flyvning – vi mødte Murphy.

På anden flyvning torsdag aften var der igen 3 task. Først en Pilot Declared goal (PDG), så en Fly-In (FIN) til et mål midt på feriecenteret, hvor vi bor, og derefter en Minimum Distance Time (MDT). De to sidste task er meget publikumsvenlige. Den første havde et mål midt mellem publikum, og den næste skulle alle ballonerne forsøge at blive hængende lige over hovedet på publikum i 20 minutter.

Vi skulle selv finde startpladsen, og fandt efter en række målinger af vinden en perfekt græsmark. Da målet på Fly-In kun var åbent mellem 20.30 og 20.50, beregnede vi, at vi skulle starte kl. 20.15. Netop da vi skulle til at gøre ballonen klar, kom ejeren af græsmarken, og fortalte, at vi ikke må starte derfra. Hurtigt pakkede vi sammen og kørte af sted for at finde en ny startplads. Vi fandt en markvej og pakkede hurtigt ud og startede inflation – men pludselig standsede den nye blæser – den var løbet tør – hurtigt fik vi fyldt benzin på og genstartet. Men samlet betød det, at vi først kom i luften 20.27 – 12 min senere end beregnet. Kort efter start kaldte Mikel op fra bilen – vi havde ikke fået vores task sheet med op med alle de vigtige oplysninger om opgaverne – Mikel hjalp os fra bilen og læste informationerne op, når vi havde brug for dem.

Det første mål kommer vi fint ind på, men får ikke trykket rigtigt på loggeren, så vores drop ikke registreres. Heldigvis opdager vi det hurtigt og får trykket igen, men har mistet en del meter. Derefter skal vi forsøge at nå frem til FIN inden tidsgrænsen. Det er fra starten kritisk at nå, men vi forsøger at finde de hurtigste vinde for at nå frem. Men desværre er det ikke muligt, og lige inden tiden udløber, må vi registreres vores drop, og der er stadig mere end en kilometer til målet. Vi fokuserer på sidste task, hvor vi på forhånd havde udset os området ved FIN målet som et område, der kunne være læ, og vi kan se på mange af de andre balloner, som ligger i det område, at det var rigtigt. Men igen har vi problemer med tiden, solen går ned 21.15, så vi skal starte opgaven senest 20.54:59 for at nå at få registreret 20 min. Vi kan ikke nå frem til området med læ, men finder et sted kort før. De første 7-8 min går det fint, men så bliver vi ført over mod en højspændingsledning og må stige en smule. Desværre bliver vi ført langs med højspændingen, så vi kan ikke komme ned i læ igen, og ender med et ret dårligt resultat. Højspændingen giver os også problemer med at lande, for vi flyver hele tiden langs med den. Solen er nu gået ned, så vi skal lande i løbet af 10-15 minutter. Til sidst må vi stige højt for at få vind, som flytter os ud til siden. Kim går så helt ned i 1-2 meters højde og vores crew trækker ballonen ind til en markvej, hvor vi lander kl. 21.37. Markejeren kommer forbi og er glad, da han ser, at vi ikke ødelagt hans afgrøder.

Da resultatet kom, blev vi som forventet mellem de sidste på de to sidste task, men trods vores fejl ved registrering af drop ved den første task blev vi nummer 5 på opgaven, og samlet går vi tilbage til en 15.

 

Leveret af NH Handel for Blue Ocean Balloon Team. Alle rettigheder forbeholdes.